Solvarme med varmeveksler
Baggrund for forsøget
En solfanger kan være med til at varme radiatorerne op i et hus. Det varme vand i radiatorerne bliver ikke direkte overført fra solfangeren. Du har valgt at undersøge, hvordan varmen fra solfangeren bliver til varmt vand i bruseren og i radiatorerne. Som udgangspunkt kan du bruge det her. Men du bør vide noget om varmekapacitet og varmefylde.
Det er en god ide at have bygget din egen solfanger.
Fremgangsmåde
- Lav opstillingen som vist på tegningen
- Fyld solfangeren, de tilhørende slanger og glaskolben med vand
- Hæl 100 ml vand i bægerglasset
- Sæt et termometer i glaskolben og et termometer i bægerglasset
- Sæt hele systemet ud i solen, så solfangeren får mest mulig sol
- Skærm glaskolben og bægerglasset af for solen, så det primært er solfangeren, som giver varme til systemet
- Mål løbende temperaturen i glaskolben og i bægerglasset og noter, når den ikke stiger mere
- Prøv at give et bud på, hvor godt varmen fra din solfanger udnyttes i bægerglasset
- Undersøg betydningen af den mængde vand, der bruges i solfangerkredsen (primærsiden) og i bægerglasset (sekundærsiden)
Undersøg selv og lav forsøg
Kunne du bruge svalerør (bruges bl.a. til kondensering ved alkoholfremstilling) sammen med en akvariepumpe og et foldet rør i glas eller kobber som radiator, i stedet for bægerglasset i startforsøget?
- Hvilken betydning har det at isolere dit varmesystem?
- Hvilken betydning har det at sætte en pumpe ind i solfangerkredsen?
- Hvor stor andel af den indstrålede solenergi kan en solfanger udnytte?
- Hvorfor er solfangere ikke direkte tilsluttet bruservandet eller radiatorerne i et hus?
- Hvordan fungerer et professionelt solfangeranlæg og hvor stort er det til et normalt enfamiliehus?