Er magnetfelter farlige

Når strøm løber igennem ledninger, opstår der magnetfelter og elektriske felter. Magnetfelter kan skabe meget svage elektriske strømme i kroppen. De er meget svagere end de strømme, der naturligt er i kroppen i forvejen. Alligevel har man været bange for, at magnetfelter – især fra højspændingsledninger – skulle kunne ændre kroppens naturlige balance og fremkalde kræft.

Der opstår også elektriske felter, når strøm løber gennem ledninger. Man kan måle de elektriske spændinger ved højspændingsledninger. Men ved almindelige elapparater er de elektriske felter så små, at man ikke engang kan måle dem.

Energiselskaberne har undersøgt magnetfelterne og de elektriske felter grundigt. Der er ikke fundet nogen sundhedsmæssig fare ved højspændingsledninger, men man kan alligevel ikke sige med 100 procents sikkerhed, at de slet ikke er farlige. Det er nemlig meget svært at undersøge problemet helt præcist.

I Danmark bygger vi derfor elanlæg udfra forsigtighedsprincippet. Det vil sige, at vi ikke bygger store elanlæg ved siden af boliger, skoler og børnehaver.