Energirådgiverens rapport for storbrugere i Virum
-
Vores energirådgiver har været på besøg hos Leyla, der bor i lejet rækkehus sammen med sin teenagedatter. Leyla vil især gerne have gjort noget ved varmeregningen, som hun synes, er alt for høj.
Nuværende forbrug
Samlet elforbrug: 3.995 kWh om året. Familiens forbrug ligger altså lidt over det gennemsnitlige elforbrug på 3.752 kWh for tilsvarende husstande.
Varmeforbrug
Årligt varmeforbrug: 1.283 kubikmeter naturgas. Det er 20 procent over det forventede forbrug for et rækkehus på 82 m2.
Generelt
• Jeres elforbrug er kortlagt til at ligge en lille smule over gennemsnittet, og I kan derfor få gavn af de spareråd, der er beskrevet i rapporten over elforbrugets fordeling.
• Lav gennemtræk mindst to gange daglig af 5-10 minutters varighed. Husk at slukke for radiatorerne imens.
• Undgå at have vinduer stående på klem, så fyrer I ikke for gråspurvene.
• Jeres gasforbrug ligger cirka 20 procent over gennemsnittet for tilsvarende boligstørrelse og type. Hertil kommer, at jeres acontobeløb ligger unødvendigt højt. Jeres gasselskab har ikke modtaget en årsaflæsning, og derfor har de skønnet et forbrug. Måske du skulle prøve at kontakte dem med en aflæsning, så er der mulighed for, at du kan få sat dine acontobeløb ned. Du er sat til et forbrug, der ligger på 1.345 kubikmeter. Det svarer til omkring 2.000 kr. for meget i a conto.
• Selv om gasforbruget altså er lavere, end det umiddelbart fremgår af jeres nuværende acontoregninger, er det dog stadig så højt, at der er besparelsesmuligheder ved at foretage efterisolering, se bemærkninger nedenfor om ’klimaskærm’.
Vinduer
• Byggeriet er cirka 20 år gammelt, men vinduerne er i meget dårlig stand. I ville kunne opnå betydelige besparelser på varmeregningen ved at skifte til A-mærkede energiruder.
• Leyla har fået skiftet et vindue i soveværelset på 1. sal, men den forventede effekt er udeblevet, fordi det er monteret, så hun oplever voldsomme trækgener. Der skal naturligvis tætnes omhyggeligt ved karm og indfatning i forbindelse med udskiftning af vinduer.
• Læs mere om besparelsespotentialet på http://www.energivinduer.dk/
Gasfyr
• Jeres gasfyr er relativt nyt, men det vil være oplagt at få undersøgt, om der foretages regelmæssig service af fyret – udover, at viceværten fylder vand på en gang imellem. Et gasfyr holder længere og kører mere energioptimalt, hvis det vedligeholdes i form af et eftersyn hvert andet år.
Klimaskærm
• Selv om rækkehusene ikke er mere end cirka 20 år gamle, så peger varmeudgiften på, at isoleringen af hulmur, terrændæk og loft bestemt ikke er optimal. Da det er lejerækkehus, anbefaler jeg, at problematikken omkring de relativt høje varmeregninger tages op på lejerforeningens generalforsamling med henblik på en generel efterisolering af hele klimaskærmen på byggeriet. Det vil sige udskiftning af vinduer, efterisolering i hulmure og på lofter.
• Læs mere om besparelsespotentialet på http://www.rockwool.dk/
Vaskevaner
• I oplyser, at I kun vasker i weekenden, for at kunne samle vasketøj nok til at fylde maskinen. Det er meget fornuftigt, men det tyder nu alligevel på, at I godt kunne spare lidt på vaskeposten, hvis I kan formå at fylde seks maskiner om ugen for to personer.
• Vent med at vaske tøjet, til det er beskidt - en luftning i det fri, kan være fint til tøj, der ikke har været direkte på huden, for eksempel trøjer.
• Vask ved lavere temperatur, for eksempel fra 40 til 30 grader.
• Centrifuger tøjet ved høj hastighed, hvis I tørretumbler.
• Brug tørresnoren, når vejret er til det.