Solceller betaler til fællesudgifter

Solen betaler for lyset på trappen

På taget af den ene fløj i FSB-nybyggeriet Fælledhaven i Ørestaden er der installeret 200 kvadratmeter solceller. Solcellerne producerer omkring 15.000 kilowatt-timer, hvilket er nok til at dække en stor del af fællesudgifterne til elevatorer, trappelys og udendørslys. Vi har spurgt netværksadministrator Kim Sørensen, som bor med sine tre sønner i byggeriet, hvordan det hænger sammen.

Hvad betyder solcellerne på taget for jer?
”Konkret betyder det, at vores fællesudgifter til el bliver holdt nede. I hverdagen tænker jeg ikke meget over solcellerne, men jeg synes, det giver et godt image at bo i et byggeri, hvor man selv producerer vedvarende energi. Jeg kan godt lide tanken om, at vi er med til at minimere CO2-udslippet”.

Hvad er den årlige besparelse?
”Hvis man fordeler det ud på de 115 husstande i kroner og øre, svarer det til, at hver husstand sparer omkring 300 kr. om året i fællesudgifter”.

Tænker du på at være miljøvenlig til daglig?
”Ja, det synes jeg. Vi har elsparepærer i alle lamper, ungerne har genopladelige batterier i legetøjet og natlamper, der slukker af sig selv”.