Lune fødder med energibesparelser
I en menneskealder har der stået kriminalarbejde, politik og bogholderi på dagsorden for Willy og Kirsten Eliasen. Men nu hvor mere end 65 somre er gået, er der droslet gevaldigt ned på arbejdet uden for huset, og meget af dagen bruges i det hyggelige hjem i Stenløse. Og som noget nyt går det nu uden træk og uldne sutsko.
For fem-seks år siden fravalgte Willy og Kirsten elvarmen og fik installeret naturgas.
- Dengang kunne vi se frem til, at vi skulle være mere herhjemme på grund af pensionen. Derfor valgte vi at installere naturgas. Elvarmen havde nemlig den ulempe, at når vi skruede ned om natten, blev her meget koldt – med gas får vi en mere behagelig varme, og vi udnytter desuden eftervarmen meget bedre, fortæller Willy.
- Det giver en helt anden og meget bedre komfort i hjemmet. Det nyder vi nu, hvor vi er så meget hjemme, supplerer Kirsten.
En uhyggelig oplevelse
Hurtigt kunne parret dog mærke at huset, udover en bedre varmefordeling, også trængte til en bedre isolering. Derfor fik de i første omgang termograferet huset fra ende til anden for at få identificeret omfanget.
- Det er en uhyggelig oplevelse at få termograferet sit hus; man kan tydeligt se hvad der mangler hvor, for eksempel hvor håndværkerne har sjusket med isoleringen ved døre og vinduer. Vi kunne også se, at der har boet en musefamilie, som har udhulet isoleringen på loftet, forklarer Willy.
Første skridt blev at udskifte samtlige vinduer og døre i hele huset. En stor del af vinduespartierne vender stik vest, og Willy og Kirsten kunne med det samme efter udskiftningen, konstatere en mærkbar forskel.
- Det føles helt anderledes nu, når vi lægger hånden på ruden. Især i stuerne, hvor vi har den kolde vestenvind stående ind, og i køkkenet er trækken blevet væsentlig reduceret. Vi har naturligvis også sørget for at få nogle vinduer med en høj isoleringsevne, siger Kirsten.
Gennemhullet isolering
Næste skridt i familiens isoleringseventyr er træfacaden. Den dækker hele den ene side af huset, og her skal der en ny membran i, da den nuværende er hullet på grund af den gamle elvarme.
- Facaden er simpelthen gennemhullet som en si, så der skal ny isoleringsmembran op, samtidig med at der lægges vindpap ind, forklarer Willy.
Derefter skal loftet også have en tur. Der skal lægges 120 mm isolering på de nuværende 150 mm.
- Den helt store post for os kommer fra ruderne - her kommer vi virkelig til at spare på varmen. Men generelt regner vi med en kraftig reduktion af vores samlede energiforbrug, konkluderer Willy.
Fakta om huset
Willy og Kirsten Eliasen bor i et parcelhus opført i 1969. Huset er i ét plan og har en tilbygning fra 1984 på 25 m2.
De rette fagfolk
At fokusere på efterisolering, synes Willy er en rigtig god idé.
- Der er mange penge at spare og boligens komfort bliver meget bedre. Men det er vigtigt at få kontakt til de rette fagfolk – der findes mange der vil isolere, men ikke mange der kan. Min erfaring siger mig, at der er stor forskel på tilbuddene, både i forhold til hvordan opgaven skal løses og prismæssigt.
Sådan har Willy og Kirsten Eliasen gjort
Indtil videre har Willy og Kirsten Eliasen brugt cirka 160.000 kr. på at omlægge varme fra el til gas og på at optimere isoleringen af huset.
Udgifterne er cirka fordelt således:
- 80.000 kr. for gasanlægget, alt inklusive
- 56.000 kr. for nye vinduer
- 12-13.000 kr. for nye døre
- 4.000 kr. for nye yderdøre
- 2.000 kr. for ny dør til bryggers
- En termografering af huset har kostet cirka 5.000 kr.