Mytetjek: Må man tørre hår i badeværelset?

Rygtet siger, at man skal holde hårtørreren langt fra vask, bruser og badekar. Vi har spurgt en af DONG Energy’s elektrikere, om blandingen af vand og strøm virkelig er så farlig.

Der går en vittighed om en blondine, der kommer uheldigt af dage, fordi hun tørrer hår i badekarret – og badevandet bliver omdannet til en gigantisk dypkoger. Er det realistisk eller vildt overdrevet?

Det kan være livsfarligt
”Den slags skal man tage meget alvorligt,” svarer produktchef, autoriseret elinstallatør og diplomingeniør Henning Nielsen:
”Vand leder strøm – så det kan være livsfarligt at tabe en tændt hårtørrer i badekarret, mens man selv ligger i det. Vandet bliver simpelthen strømførende.

Faktisk er det ikke engang nok, at sikringerne slår fra, for det gør de først, når strømmen går igennem kroppen med en styrke, der svarer til sikringernes såkaldte brydestrøm. Og det er langt højere strømstyrke, end kroppen kan klare.

HPFI-afbryder
Derfor er det vigtigt at have en HPFI-afbryder, der sikrer, at der højst kan løbe 30 milliampere strøm igennem systemet. Og det kan kroppen godt klare. Men hvis man ikke har en HPFI-afbryder, er risikoen for at miste livet ret stor”.

Så hårtørreren kan faktisk være farlig, hvis den kommer for tæt på vandet?
“Det er kun livsfarligt, hvis man er nede i det vand, der bliver strømførende. Hårtørreren er jo ikke farlig i sig selv. De fleste apparater er dobbeltisolerede, og det reducerer risikoen for at få stød væsentligt. Hvis man holder en defekt hårtørrer i hånden, mens man slutter den til, vil sikringen i de fleste tilfælde sprænge, uden at man får stød. Hvis man er så uheldig, at der er trængt vand ind i hårtørreren, uden at der er sket en kortslutning, vil man i nogle situationer få et kortvarigt stød, før HPFI afbryderen slår fra”.

Det er ikke en myte
Så gælder det samme vel for stavblenderen og foodprocessoren? Og de er jo i kontakt med masser af vand, når man laver suppe eller vasker dem af efter brug.
“Ja, og af samme grund er apparaterne konstrueret sådan, at strømmen ikke kommer i kontakt med væsken. Men man må aldrig komme selve maskindelen og ledningen ned i opvaskebaljen, for så risikerer man, at vandet trænger ind til de elektriske forbindelser – og dét må de ikke. Så kort sagt er det ikke nogen overdreven myte, at man skal være meget forsigtig med kombinationen af elapparater og vand”.