Mytetjek: Kan det betale sig at bygge vindmøller?
-
Spørgsmål:
Jeg har hørt fra flere steder, at produktionen af en vindmølle koster lige så meget i energi, som møllen selv kan producere i hele sin levetid. Kan det virkelig passe?
Svar:
Jeg har også hørt den påstand flere gange, men den holder langt fra vand.
En Vestas V90-3,0 MW offshore vindmølle vil for eksempel energimæssigt tjene sig hjem mere end 35 gange i sin levetid. Den vil med en god placering producere godt 280.000 MWh i løbet af 20 år.
Det har Vestas regnet ud ved hjælp af en livscyklusvurdering (Life Cycle Assessment, LCA) for at kunne dokumentere vindmøllers miljøpræstationer og bruge resultaterne til at udvikle vindmøller, der påvirker miljøet endnu mindre end i dag.
Sammenlignet med miljøeffekterne fra gennemsnitlig europæisk el-produktion, er påvirkningen af miljøet minimal i en vindmølles livscyklus på 20-25 år, både når man ser på fremstilling af råvarer til produktion af vindmøllen, selve vindmøllens energiproduktion og til sidst bortskaffelse af vindmøllen.
Du kan læse mere uddybende om emnet på Vestas’ hjemmeside og formentlig også på andre vindmølleproducenters hjemmesider.