Mytetjek: Er det farligt at tisse på et elhegn?
-
De fleste drenge og mænd har prøvet det. At stå foran et elhegn og diskutere, hvad der nu sker, hvis man 'letter ben' op ad hegnet. Men hvordan er det nu med de elhegn og drenge? Er det farligt, eller gør det bare ondt?
Udviklingen Av, av, av!
Vand leder strøm. Og det gør urin selvfølgelig også. Så hvis man absolut vil gøre forsøget, er der ingen tvivl om, at det kommer til at gøre morderligt ondt. Men selvom det gør ondt, passerer selve impulsen i få tusindedele af et sekund og er næsten helt ufarlig.
-
Normalt vil man nemlig ikke kunne holde på et elhegn – og slet ikke holde en vandstråle på elhegnet. Dertil er det kortvarige rap, man får over fingrene eller de ædlere dele, når strømmen passerer, alt for kraftigt.
Husk træsko
Man kan faktisk mindske smerten, hvis man finder det rigtige hegn. Forskellen på de stød, man får, afhænger nemlig af, hvor effektiv spændingen er – og den kan variere. Græs, buske og anden vegetation, der gror op i hegnet, tager strøm fra hegnet.
Så jo mere tilvokset hegnet er, desto svagere bliver strømmen. Og samtidig er det en god idé at tænke lidt på fodtøjet. Træsko afleder f.eks. strømmen, mens bare tæer på vådt græs leder den. "I de cirka 65 år, vi har haft elhegn herhjemme, er man kun bekendt med en enkelt dødsulykke. Og det var, da en beruset mand væltede ind over et elhegn og ikke var i stand til at rejse sig," fortæller Flemming Petersen fra El-Museet i Bjerringbro.