Mytetjek: Bliver man forkølet af at fryse?
“Tag nu dine hjemmesko på, ellers bliver du forkølet.” Den sætning lyder med garanti i mange danske hjem hver eneste dag i vinterhalvåret. Men kan man overhovedet få løbende næse og ondt i halsen af at have kolde tæer? Strømninger har spurgt overlæge og professor Bent Faber Vestergaard fra virologisk afdeling på Statens Seruminstitut.
Bliver man forkølet af at fryse?
Nej. Forkølelse er en virus, der smitter gennem luften og ved berøring, og derfor kan man sige, at det er lige meget, om man har hjemmesko på. Men en myte vil jeg nu alligevel ikke helt kalde det. For når man er kold, svækkes kroppens modstandskraft, og så er der større risiko for, at din krop ikke får nedkæmpet virus, inden du bliver forkølet.
Hvordan undgår man at blive forkølet?
I stedet for at sige til sine børn, at de skal tage hjemmesko på, burde man få dem til at vaske hænder. De er nemlig den største smittekilde. Forkølelsesvirus kan smitte gennem luften, men langt de fleste gange smitter man sig selv ved at tage fat om et dørhåndtag, en kaffekande eller andet, som andre også har rørt ved, og så bagefter gnide sig i øjnene eller stikke fingrene i munden. Derfor har mundbind og beskyttelsesbriller – som vi har set i forbindelse med SARS i Asien – faktisk en effekt. Ikke for at undgå at virus flyver ind i hovedet men for at undgå, at man rører ved sit eget ansigt.
Hvorfor bliver man mest forkølet om vinteren?
Man kan blive forkølet hele året, men om vinteren er vi mere inden døre. Det betyder, at vi er tættere sammen, og vi lufter mindre ud. Men som sådan har det ikke noget med kulde at gøre. Grønland er et godt eksempel. Her har man frosset rigtig meget, men det var først, da danskerne bragte forkølelses-virus til landet, at grønlænderne begyndte at blive forkølede.
Hvis man først er blevet forkølet, hvordan får man det så væk?
Der findes ikke noget vidundermiddel, men der er mange, der mener, at de har fundet opskriften på, hvordan man hurtigst og mest behageligt kommer over en omgang forkølelse. Mit eget forslag er, at man tager et par hovedpinepiller og sørger for at få masser af hvile. Man kan også bruge en næsespray, så man får mere luft i næsen.