Kølige koge- og bagetips
Ved at ændre på nogle få vaner, når du laver mad, kan du faktisk spare meget på dit elforbrug.
Her er et par eksempler og tips.
Kog æg i en halv deciliter koldt vand - og spar op til 50 %
Der er ingen grund til at fylde gryden med vand, når der skal æg på bordet. Faktisk er det nok med en halv deciliter vand. Koldt vand. Også selvom du skal bruge mere end et enkelt æg. Du skal bare huske låget. Læg æggene i gryden med vand. Skru helt op for blusset og ned på laveste indstilling, når det damper kraftigt under låget. Herfra skal du tage tid – 6 minutter, hvis dine æg skal være blødkogte, 12 minutter, hvis de skal være hårdkogte. Gør du sådan, sparer du helt op til 50 % af den strøm, du ellers ville bruge.
Start kogningen af ris i koldt vand – og spar op til 55 %
Du kan også starte kogningen af ris i koldt vand. Så bruger du faktisk 55 % mindre strøm. Her er en halv deciliter vand dog ikke nok. To deciliter ris kræver tre deciliter vand. Men ellers er fremgangsmåden stort set den samme som med æggene. Sæt fuldt blus på ris og koldt vand. Husk låget. Skru helt ned, når det damper kraftigt under låget, og lad risen koge videre. Efter 12 minutter slukker du og lader dampen klare resten. Efter 8 minutter på slukket blus, er dine ris færdige, hvis du tilbereder hvide eller parboiled ris.
Sæt kagen i en kold ovn – og spar op til 25 %
Mange opskrifter opfordrer dig til at varme ovnen op, hvis du for eksempel skal bage brød og kager. Men det er ikke nødvendigt, med mindre du har småkager eller indbagt is på menuen. Du kan med fordel udnytte både for- og eftervarme, hvis du skal lave noget, der kræver mere en halv time i ovnen. Sæt kagen i en kold ovn, og sluk 5-10 minutter før, den skal ud. Du kan spare helt op til 25 % af den strøm, du ellers ville bruge.
Brug ikke altid elkogeren
Mange tror, at det betaler sig at ”forkoge” vandet til pasta i elkogeren. Men det er en myte. Koger du vandet i elkogeren for derefter at hælde det i en kold gryde, bruger du faktisk mere energi, fordi du både skal varme elkoger og gryde op. Skal du bare koge vand til for eksempel te, kaffe eller andet, er elkogeren dog det energirigtige valg.