Ren besked om koldvask

Flere og flere får øjnene op for fordelene ved at vaske i koldt vand, men endnu har alle ikke helt vænnet sig til tanken. Der er imidlertid ingen grund til at holde sig tilbage. Tøjet bliver ligeså rent. Du sparer selv 60 procent på strømmen, og gevinsten for miljøet er også til at tage og føle på. Hvis alle danskere sænker vasketemperaturen på almindelig tøjvask, kan vi samlet set spare cirka 200 GWh om året. Det svarer til over halvdelen af den el, der hvert år produceres på Svanemølleværket.

Læs med her, hvis du stadig tvivler på, om koldvask er noget for dig.

”Det vasker ikke rent”
Jo. Du kan sagtens vaske tøjet rent i koldt vand. Du skal blot vælge normalprogrammet og sænke temperaturen til 30 eller 20 grader hér. Så får du bearbejdet tøjet mekanisk på samme måde, som når du tidligere har vasket på 60 eller 40 grader. Vaskepulveret til koldvask klarer resten af arbejdet. Se efter EU-Blomsten, når du køber vaskepulver til koldvask. EU-blomsten giver dig garanti for, at vaskepulveret lever op til de strengeste krav til vaskekvalitet. Læs mere om EU-Blomsten her.

”Det hvide bliver gråt”
Der gives ikke nogen egentlig garanti mod misfarvninger af tøj, der koldvaskes. Men i det forskningsprojekt, som DONG Energy har gennemført sammen med vaskemiddelproducenten danlind og Novozymes om koldtvandsvaskepulveret CARE, er der ikke noget, der tyder på, at der skulle være problemer med misfarvninger, eller at det hvide tøj bliver gråt. Tværtimod. DONG Energy har desuden efterfølgende bedt en håndfuld børnefamilier om at prøve CARE i en måned. Ingen af dem, der koldvaskede på normalprogrammet, har oplevet problemer med at vaske det hvide tøj. Én af testdeltagerne kommenterede dog, at de hvide tennissokker, der ikke tidligere blev helt hvide, heller ikke blev helt hvide i koldvasken. Læs mere om to børnefamiliers erfaringer med koldvask her.

”Så må det være noget giftigt stads”
Nej. Et koldtvandsvaskepulver er ikke nødvendigvis mere miljøbelastende end et almindeligt vaskepulver. Tværtimod er for eksempel koldtvandsvaskepulveret CARE mærket med EU-Blomsten. Du har derfor garanti for, at det lever op til de strengeste krav til både effektivitet og miljø. CARE har i øvrigt modtaget EU’s miljøpris i kategorien grønne produkter, netop fordi det giver almindelige forbrugere mulighed for at spare på energien uden at udsætte miljøet for andre belastninger. Læs mere om miljøprisen til danlind for produktet CARE

”Men det slår vel ikke bakterier ihjel”
Jo. Du slår ikke flere bakterier ihjel ved at vaske på 60 grader frem for på 30 grader. Både almindeligt vaskepulver og vaskepulver til koldvask slår 99,9 procent af alle bakterier ihjel uanset vasketemperaturen. Det dokumenterer en tysk undersøgelse, som du kan downloade her. Desuden er risikoen for spredning af bakterier via vasketøjet i almindelige husholdninger minimal. Bakterier udvikler sig i øvrigt kun i våde miljøer, så tørt tøj spreder ikke smitte under nogen omstændigheder.

Anderledes forholder det sig, hvis man er allergisk over for husstøv. Husstøvmider slås kun ihjel ved højere temperaturer. Hvis man har husstøvallergi, anbefaler Astma- og Allergiforbundet derfor, at man altid vasker sit sengetøj ved mindst 60 grader. Det er dog ikke nødvendigt med de høje vasketemperaturer, hvis du alligevel har brug for at tørretumble dit tøj. I tumbleren når temperaturen langt over de 60 grader.