Spar i sommerhuset
-
Gennem de seneste 20 år er energiforbruget i sommerhuse steget med 50 procent. Se her, hvordan du styrer energiforbruget i sommerhuset bedst muligt.
Sommerhuset er danskernes nye strømsluger. Energiforbruget er de seneste 20 år steget med ikke mindre end 50 procent. Samtidig har elforbruget i helårsboliger i samme periode stort set ligget konstant.
-
Seniorforsker Ole Michael Jensen fra Statens Byggeforskningsinstitut har sammen med forskere fra Risø og Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S set nærmere på, hvad forklaringen kan være på den voldsomme stigning.
Bedre økonomi, længere ferie
De konkluderer, at stort set hele stigningen kan forklares med, at danskerne har fået flere penge mellem hænderne og mere ferie.
Mange sommerhusejere benytter deres gode økonomi til at udstyre sommerhuset med opvaskemaskine, tv og andre el-apparater. Samtidig betyder den ekstra ferieuge, som mange har fået, at sommerhusene bliver brugt mere intensivt – også uden for sæsonen, hvor elforbruget til opvarmning er stort.
Uheldig udvikling kræver indsats
Forskernes prognose viser, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil elforbruget om 10 år være steget med over 30 procent. Hvis der skal dæmmes op for den uheldige udvikling, må der gøres en stor indsats for at lave elbesparende foranstaltninger i de danske sommerhuse.
Aflæs elmåleren hver gang
Energirådgiver Karen Christensen, DONG Energy anbefaler, at man holder godt øje med sit forbrug: ”Hvad er forbruget på en uge om sommeren eller efter en uges vinterferie? Eller hvad koster det at have varmen tændt i vinterhalvåret? Det bedste råd er at aflæse elmåleren, hver gang man ankommer og forlader huset. Det giver et overblik over, hvor stort forbruget er, og sikrer dig samtidigt mod uforudsete udgifter”, siger Karen Christensen.
Husk også:
| ● |
Sørg for at have elspareskinner i sommerhuset, så er I sikre på at få slukket for det hele og undgå det dyre standbyforbrug i sommerhuset. |
| ● |
Vær opmærksom, at også halogenlamper kan have standbyforbrug til transformeren, selvom lampen/lyspæren er slukket. Husk at slukke på stikkontakten, så både lampe og transformer bliver afbrudt. |
| ● |
Hvis du vælger at lade køle-fryseskabet være tændt i et uopvarmet hus, skal det helst have to termostater. Med én termostat risikerer du, at køle-fryseskabet ikke tænder, når rumtemperaturen falder til cirka 5 grader. |
| ● |
Vinduer på klem og åbne døre på for eksempel en lun forårsdag kan få radiatoren eller gulvvarmen til at køre på fuld varme! Sluk for varmen eller luft ud i kortere tid. |
| ● |
Sluk for vandvarmeren, hvis du forlader huset mere end 5-6 dage. Og sluk for vandvarmeren, inden du bruger det sidste varme vand. |
| ● |
Fugt i sommerhuset ødelægger både hus og indbo. En affugter kan fjerne fugten og samtidig give lidt varme. Det samme gælder en ventilationssolfanger - den bruger ikke el, men drives af en lille solfanger. |
| ● |
Med gulvvarme varer det mange timer, før den rette temperatur er nået. Overvej derfor, om det er gulvvarmen eller radiatorerne, der skal tændes, hvis du kun bruger huset i få døgn. |
| ● |
En varmepumpe kan være et fornuftigt supplement til elvarmen, hvis fritidshuset bliver brugt meget om vinteren eller skal være frostfrit. |
| ● |
Når du udskifter hårde hvidevarer, er det en dårlig idé at genbruge dem i sommerhuset. Gamle apparater har nemlig ofte et højere forbrug! |
| ● |
Er du tvivl om dine apparaters elforbrug, så lån et Sparometer og tjek forbruget. |
| ● |
Grillkul er en af sommerens store CO2 -syndere. En el- eller gasgrill sparer miljøet for meget udslip af CO2. |
Vidste du, at
fritidshuse, der kun bliver brugt i sommerferien og i enkelte weekender, alligevel kan have et relativt højt elforbrug?
Det høje forbrug opstår, når man vælger at holde huset frostfrit og typisk har en indendørstemperatur på 5-6˚C i vinterhalvåret. Denne løsning har huset godt af, men det giver et elforbrug på cirka 80 kWh pr. m
2 om året. Så har du et lille sommerhus på 50 m
2, kan elforbruget nemt lande på 5.000 kWh ud over det normale forbrug - det svarer til cirka 8.500 kr. om året.