Mindsk dit varmetab
- Skru ned, når du lufter ud. Sænk temperaturen om natten. Tænd for alle radiatorer. Der findes mange råd om, hvad du kan gøre for at spare på energien og varmeregningen. Men er det myter eller meningsfuld tale? Få styr på nogle af de varme tip her.
Skru helt ned og åben for fuld udblæsning
Vil du lufte ud og samtidig spare både energi og penge, så skru helt ned for radiatorerne – ligegyldig om du har fjernvarme, elvarme eller noget helt tredje. Åbn flere vinduer, så du skaber godt gennemtræk. Lad vinduerne stå åbne i 5-10 minutter, indtil de rum, hvor du lufter ud, er blæst godt igennem. Luk igen, og skru op for radiatorerne, så temperaturen lander på 21˚C.
Spar energi ved natsænkning
Kan du leve med 2-3˚C mindre, når du ligger under dynen, kan du faktisk spare ca. 10 procent af dit varmeforbrug ved at skrue ned for radiatorerne om natten. Inden du bliver helt grebet af stemningen og skruer endnu længere ned, skal du dog holde øje med temperaturen. Kommer du ned under 16˚C, begynder det at blive en kold affære, fordi vægge og møbler når at blive så kolde, at der går tid før de kommer op på en komfortabel temperatur igen.
Hold dit soveværelse lidt koldere
I soveværelset og andre rum, hvor du typisk ikke opholder dig i løbet af dagen, kan det generelt godt betale sig at have en gennemsnitstemperatur på ca. 18˚C – især hvis du har elvarme. Men husk at lukke døren, så radiatorerne i de andre rum ikke kommer på overarbejde for at kompensere for den lavere temperatur.
Lad dine radiatorer arbejde sammen
Overvejer du af og til, om du kan spare lidt ekstra ved kun at skrue højere op for én af dine radiatorer? Faktisk kan det bedre betale sig at finde et fælles niveau for alle dine termostater, så dine radiatorer arbejder sammen om at nå en temperatur på 21˚C. Gør du det, skal termostaterne nok sørge for at regulere, så du slipper for at skrue op og ned hele tiden.
Hold gulvvarmen nede
Har du gulvvarme og radiator i samme rum, er sagen en anden. Her kan det nemlig godt betale sig at holde gulvvarmen på et lavere niveau end radiatoren. Årsagen er, at gulvvarme i f.eks. badeværelser typisk er støbt ind i beton, som skal varmes op igen, hvis du først har skruet ned. Og omvendt er betonen lang tid om at blive koldere, hvis du er kommet til at skrue for højt op. Gulvvarmen er derfor svær at regulere. Har du den på et lavere niveau end radiatoren, supplerer den stadig radiatoren, men du kan langt lettere regulere temperaturen.