Gode energispareråd til dig, der har gulvvarme
- Har du varme i gulvet, nyder du sikkert også komforten, et bedre indeklima, mere plads og mindre rengøring, der bl.a. følger med som fordele.
Er gulvet opvarmet med el, kan det imidlertid være et dyrt bekendtskab. Derfor får du her en række varme tips til en kold tid, så du kan holde fødderne lune, og samtidig spare både energi og penge.
Vinteren nærmer sig, og snart tænder vi atter for gulvvarmen på f.eks. badeværelser, i køkkener og havestuer. Det lune gulv er nemlig utrolig populært hos danskerne, for er du varm om fødderne, føles hele kroppen varm. Gulvvarme sikrer bl.a. en mere jævn varmefordeling modsat radiatorer. Det giver en mere behagelig rumtemperatur, netop fordi varmen stiger jævnt op fra hele gulvfladen. Herudover giver gulvvarme ingen træk, og reducerer luftcirkulationen, så du får mindre støv at fjerne. Endelig kan rummet bedre indrettes, når varmekilden er skjult.
De fleste af os foretrækker en rumtemperatur på 21 grader. Til gengæld er der også tendens til, at vi øger vores indetemperatur og energiforbrug ved at have det lidt varmere end førhen, når vi tænder gulvvarmen - med det resultat, at elforbruget tordner derud af. Heldigvis kan du selv gøre noget for at styre varmeforbruget:
Sænk rumtemperaturen, og spar energi og penge
Gulvvarme virker omvendt af en traditionel radiator. Den giver varme ved gulvet, så der er køligst oppe under loftet. Når varmen kommer nedefra føles en rumtemperatur på 20 grader ofte som 22 grader, så typisk kan du mindske temperaturen 2-3 grader mere end på radiatoren, uden at gulvet bliver køligt. Hver gang du sænker gulvvarmen 1 grad, sparer du 5-6% af forbruget.
Styr på termostaten
Sørg for at din el-gulvvarme er termostatstyret. Det holder rumtemperaturen stabil. Ellers kan den være svær at regulere. Jo mere præcis termostat, desto bedre bliver energiudnyttelsen. Dæk aldrig termostaterne til, for så fungerer de ikke optimalt.
Brug el-gulvvarme med omtanke
Lad det varme gulv følge din døgnrytme. Mange termostater kan tidsindstilles til at sænke temperaturen om natten, f.eks. fra kl. 22-06, el. på andre tidspunkter af dagen, hvor man ikke er hjemme til at nyde komforten alligevel. Sænk ikke temperaturen mere end 1-2 grader om natten el. når du ikke er hjemme. Ellers bliver det for dyrt at varme rummet op igen.
Man bør heller ikke dække et el-opvarmet gulv med tæpper el. store bademåtter. Det forhindrer varmen i at komme ud i rummet.
Luk døren, så du undgår varmetab
Husk at lukke døren i rum med el-gulvvarme. Hvis rummet støder op til f.eks. trappen el. soveværelset, hvor der typisk kun er lidt el. ingen opvarmning, risikerer du nemlig at el-gulvvarmen går op på fuld styrke i forsøget på også at varme de tilstødende rum op, når døren står åben.
Luk og sluk også, når du lufter ud.
Sluk gulvvarmen om sommeren og i ferien
Pas på, at du ikke øger varmeforbruget og elregningen unødigt ved at have el-gulvvarmen tændt året rundt. Justér i stedet efter årstiden. Skru ned i foråret, og sluk helt i sommermånederne, så reducerer du dit elforbrug. Alene den øgede udluftning i sommersæsonen, hvor vinduerne ofte står åbne, kan skabe et stort varmetab fra et tændt el-gulvvarmeanlæg.
Sluk også for el-gulvvarmen el. sænk den til et minimum, hvis du er bortrejst på ferie i mere end en uge. Hvor meget du sparer, afhænger bl.a. hvor varmt du plejer at have det i rummet.
Hold gulvvarmen nede, hvis du har radiator i samme rum
Bruger du kun el-gulvvarme som supplement til en radiator på f.eks. badeværelset, betaler det sig at holde gulvvarmen på et lavere temperaturniveau end radiatoren. Årsagen er, at gulvvarme typisk er støbt ind i beton, som skal varmes op igen, hvis du først har skruet ned. Omvendt er betonen også længere tid om at blive koldere, hvis du har skruet for højt op. Ved at holde gulvvarmen lavere end radiatoren, supplerer den stadig, men du kan langt lettere regulere temperaturen vha. radiatoren.
Sørg for god isolering under gulvvarmen
Når varmen kommer fra gulvet, er det også vigtig at sørge for, at der er godt isoleret, så du ikke fyrer for muldvarpen el. gråspurvene, fordi varmen går den forkerte vej - dvs. nedad pga. manglende isolering, eller mister pusten ind mod taget. Du kan spare op til 15 kWh per m2 om året ved at ændre isoleringstykkelsen fra 10 mm til 300 mm.