Moberg skal få elbilen på de danske veje

Jens Moberg
Jens Moberg er manden,der skal få elbilerne ud at køre i Danmark i 2011.

Missionen er klar. I 2011 skal danskerne kunne købe miljøvenlige, komfortable elbiler, der hverken udleder CO2 eller sluger brændstof. Inden da skal der etableres et landsdækkende netværk af ladestationer, hvor elbilerne nemt og hurtigt kan ”tankes op”. En opgave, som Better Place Denmark skal løfte med den tidligere Microsoft-topchef Jens Moberg i spidsen.

Jens Moberg, hvad får en globalt orienteret Microsoft-topchef som dig til at kaste sin kærlighed på at få elbiler ud at køre i Danmark i 2011?
”Efter 14 spændende år i selskab med Bill Gates og Steve Ballmer var tiden kommet, hvor jeg følte, at jeg måtte afslutte kapitlet Microsoft for til gengæld at begynde på et nyt kapitel i mit liv. Det spørgsmål, som optog mig mest i den forbindelse, var spørgsmålet om, hvilken planet og hvilket miljø vi efterlader vores børn. Vores afhængighed af fossile brændstoffer som olie, kul og gas betyder, at vi har et fælles ansvar for at udnytte alternative teknologier, som kan sikre os den samme komfortable og sikre hverdag, som vi er så vant til. Det mener jeg i allerhøjeste grad, at Better Place kan bidrage til, når vi taler om den måde, som vi transporterer os selv rundt på.”

Hvordan kan det være, at elbiler ikke allerede er blevet en succes i Danmark? Der var f.eks. store forventninger til Ellerten, da den i sin tid blev lanceret.
”Come on, ville du selv have udskiftet din bil til fordel for en Ellert? Jeg tror faktisk, at Ellertens manglende gennembrud skyldes, at den aldrig blev set som et reelt alternativ til de biler, som vi kørte rundt i dengang og i dag. Ellerten var sjov og eksotisk, ja, men jeg tror, at de fleste i højere grad så den som en avanceret sofacykel frem for som et komfortabelt transportmiddel, som du kunne bruge over længere distancer. Det kan du derimod med de elbiler, som vi er på vej med, der baserer sig på gennemtestede lithium-ion-batterier, som findes i langt de fleste laptops og mobiltelefoner i dag.”

Elbil
Elbilen kører på vindmøllestrøm.

Målsætningen er, at de nye elbiler rammer de danske veje i 2011. Hvor meget skal vi forvente at betale for en ny elbil?
”I første omgang synes jeg, at vi skal glæde os over, at den danske regering har givet håndslag på, at elbilerne helt er fritaget for registreringsafgift frem til 2012. Derudover har regeringen meldt ud, at der frem til 2015 vil være en væsentlig forskel på registreringsafgiften på benzin- og dieseldrevne personbiler og vores nye elbiler. For så vidt angår den eksakte pris, er den svær at slå fast på nuværende tidspunkt, men der hersker ingen tvivl om, at elbilerne vil blive væsentligt billigere end de biler, som vi køber hos bilforhandleren i dag. Og i takt med, at de store bilproducenter får indstillet deres produktionslinjer til at producere nye elbil-modeller, vil vi helt sikkert se elbiler til priser, som vil være særdeles konkurrencedygtige.”

Der er kun ca. halvt så mange komponenter i en elbil som i en almindelig benzin- eller dieseldrevet bil. Bliver de nye elbiler lige så sikre og komfortable som de biler, vi kører rundt i i dag?
”Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de gør. De biler, som vi allerede nu arbejder på at gøre klar til markedet, bygger på eksisterende platforme, som danskerne kører rundt i i dag. Vi taler om elbiler, der når fra 0-100 km/t på under 10 sekunder, har en tophastighed på over 150 km/t, og som naturligvis imødekommer de sikkerhedsmæssige krav, som myndigheder og forbrugere forventer af moderne, komfortable personbiler.”

Har du selv en elbil i dag?
”Desværre ikke, men jeg forventer bestemt at køre rundt i en elbil inden udgangen af 2009. Måske bliver det endda en elbil-udgave af den Nissan Qashqai, som jeg kører rundt i i dag.”

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om Better Place og elbilprojektet på www.betterplace.com .