etrans: Danskerne er klar til mere grøn transport og elbiler
-
Vejtransporten står for 46% af den samlede transportrelaterede CO2-udledning, men det tal kan flere elbiler på vejene hjælpe til at nedbringe.
Derfor bidrager bl.a. DONG Energy økonomisk og vidensmæssigt til det 3-årige forskningsprojekt etrans på Designskolen Kolding. Projektet skal i dialog med fremtidens bilister bane vejen for, at den grønne elbil bliver en miljømæssig og kommerciel succes i Danmark.
Elbiler kan forbedre klimaet og sundheden. Elbilerne forurener ikke, og kan tilmed udnytte overskuddet fra vindmølleenergien og bruge den strøm, der produceres om natten til opladning.
"Jo flere elbiler der kommer i Danmark, desto bedre understøttes produktionen af den bæredygtige vindenergi", påpeger projektleder Mette Mikkelsen, etrans på Designskolen Kolding. Forskningsprojektet har siden 2009 analyseret danskernes transportvaner og værdisæt i forhold til vores bil, bl.a. gennem en omfattende antropologisk brugerundersøgelse. Nu viser en ny kvantitativ undersøgelse blandt 1022 danskere, at i hvert fald frontløberne er parate til at tage de bæredygtige, batteridrevne elbiler til sig.
Elbilen kan dække de flestes kørselsbehov
Ifølge etrans-projektet kan en elbil med en rækkevidde på 120 kilometer dække 80-90% af danskernes kørselsbehov i det daglige. Hele 44,8% af os forventer ifølge forskernes rapport at købe ny bil indenfor de næste 3 år. Heraf vil 3% eller knap 21.450 danskere købe elbil næste gang. Herudover vil 20,8% overveje den lydløse elbil som en mulighed. Det svarer til 401.000 danskere.
Sidstnævnte gruppe, mener forskerne, kan gøres til reelle købere af elbilen gennem produktudvikling, øget markedsføring og gode økonomiske tilbud. For bilen er ikke kun et praktisk transportmiddel, men også et udtryksmiddel og en identitetsmarkør viser undersøgelsen.
Økonomi før miljø
Generelt vil mænd have luksus og stil, mens kvinder tænker i ergonomi og bæredygtighed, når det gælder biler. Men selvom elbilen udnytter energien 3-4 gange bedre end de nuværende benzin-/dieselbiler, fylder det grønne argument kun lidt i forhold til anskaffelsesprisen. Kun 4,5% lægger mest vægt på elbilens gavnlige effekt på klimaet og CO2-udledningen:
"Vores undersøgelse viser, at selvom alle gerne vil være lidt grønnere, er lavere priser, tilgængelige ladestandere og længere rækkevidde afgørende parametre, hvis danskerne for alvor skal tage elbilerne til sig i fremtiden. Vi vil ikke gå på kompromis med mobiliteten og friheden", forklarer projektleder på etrans, Mette Mikkelsen. Forudsætningerne er således ikke fuldt til stede endnu. Derfor udvikler de tilknyttede forskere, designere, designstuderende og virksomheder også designforslag til f.eks. ladestandere, hvordan man indplacerer dem æstetisk i byrummet og delebilsordninger. Her bidrager DONG Energy bl.a. med teknisk viden om lagring af vedvarende energi.
Morgendagens elbilister
P.t. peger meget på, at elbilen i første omgang bliver et overvejende urbant fænomen. etrans opdeler bilister i 7 forbrugertyper. Her vil ”firstmovers” være teknikentusiasten, miljøets vogter, storby bohemen og designelskeren.
De personer, der med størst sandsynlighed vil vælge el-energi næste gang, de køber bil, er typisk
- 35-65 år
- personer, der bor i de store byer (50,9% af morgendagens elbilister bor i hovedstaden)
- købestærke, med et kørselsbehov på under 80 km om dagen
- personer, der primært lægger vægt på, at elbilen er smart designet og bekvem, så den understøtter deres livsstil.
- personer med et gennemsnitsforbrug på 54 km om dagen, og dette behov opfylder elbilernes rækkevidde fuldt ud.
|
|