Klimapartnerskab med Tivoli
- Tivoli skal køre på vindmøllestrøm. DONG Energy og Danmarks største turistattraktion, Tivoli, har indgået et klimapartnerskab. Aftalen sikrer Haven betydelige energibesparelser, og forlystelsesparken har reserveret CO2-fri el fra en af Danmarks største havvindmøller, som DONG Energy er ved at opføre ud for Avedøreværket.
- Tivoli arbejder målrettet på at nedbringe deres CO2-udledning
- En 153 meter høj havvindmølle leverer vindmøllestrøm svarende til Havens strømforbrug
- Tivolis energiforbrug skal reduceres med 10 procent
Et visionært klimasamarbejde
Visionen om at blive verdens første forlystelsespark, der køber vedvarende energi, fik i slutningen af 2008 Tivoli til at indlede et klimapartnerskab med DONG Energy. Aftalen går ud på at reducere Tivolis samlede energiforbrug og skal endvidere sikre, at den energi, som Tivoli året rundt bruger til at sørge for sug i maverne på rutsjebanerne og romantik i lysenes skær, dækkes af "CO
2-fri" vindmøllestrøm.
Målet er, at DONG Energy inden 2012 skal hjælpe Tivoli med at realisere energibesparelser, der svarer til 10 procent af forlystelsesparkens samlede energiforbrug. Disse besparelser skal gøre det muligt for Tivoli at købe vedvarende energi og er med til at opveje den forbundne merudgift hertil.
Besparelser på Tivolis mange lys
Energibesparelserne i Tivoli skal bl.a. findes ved at erstatte nogle af forlystelsesparkens mange lyskilder med mere miljørigtige pærer. Fx er alle lyspærer i træerne ud mod H.C. Andersens Boulevard allerede blevet skiftet ud med miljøvenlige LED-pærer, der hver især er med til reducere effektforbruget fra 15 til 1,6 Watt. Dette er dog ikke muligt alle steder i Tivoli af hensyn til Havens æstetiske udtryk. Ikke desto mindre er ikoner som bl.a. Det kinesiske Tårn også blevet udstyret med LED-pærer.
Der arbejdes desuden på nye varme- og ventilationsløsninger, som kan sænke energiforbruget, og der eksperimenteres med nye tænd og sluk løsninger af de mange lys.
Strøm fra en af Danmarks største vindmøller
Med klimapartnerskabet har Tivoli forpligtet sig til at aftage CO
2-fri el fra en af DONG Energys nye store havvindmøller, som p.t. er under opførelse ud for Avedøreværket i Hvidovre. Havvindmøllerne måler hver især 165 meter og demonstrerer det nyeste inden for vindmølleteknologi.
Klimapartnerskabet med Tivoli er et ud af flere, som DONG Energy har indgået med virksomheder og kommuner inden for de senere år. Alle klimapartnerskaberne er bygget op omkring en for virksomhederne relevant klimavision og målsætning.
Rigtig god fornøjelse.