Vindmøller og kraftværker i samspil

DONG Energy har udviklet avancerede styringssystemer, der sætter vores kraftværker i stand til hurtigt at skifte mellem høj og lav produktion afhængigt af den mængde el, der bliver produceret i vindmølleparkerne.
Vindmøller
Kraftværkerne skal nemlig være klar til at øge elproduktionen, så snart vinden løjer af, eller når det blæser kraftigt op. Vindmøller producerer selvsagt ikke strøm, når det ikke blæser. Overraskende er det måske, at vindmøllerne heller ikke kan producere strøm, når det blæser for meget. I DONG Energy investerer vi løbende i nye teknologiske styringskoncepter, der åbner for et effektivt samspil mellem vindmøller og kraftværker. Dermed udnytter vi vindenergien og sikrer samtidig en stabil energiforsyning.

  • Tredobling af produktionskapacitet af vedvarende energi inden 2020
  • Produktion af strøm fra vindmøller er ikke stabil
  • Fleksible kraftværker medvirker til at optimere udnyttelsen af vindenergi 

Vind og kul går hånd i hånd

I DONG Energy arbejder vi ihærdigt på at reducere CO2-udledningen i forbindelse med vores el- og varmeproduktion - samtidig med, at vi fastholder forsyningssikkerheden. En af vejene dertil er at øge produktionskapaciteten for vedvarende energi og særligt vindkraft - og det gør vi. Vi har et mål om at tredoble vores produktionskapacitet for vedvarende energi inden år 2020. Det er i sig selv en stor udfordring.

Men realiteten er, at det ikke i en overskuelig fremtid vil være praktisk muligt at sikre en stabil energiforsyning, der alene er baseret på vindkraft og andre vedvarende energikilder. Vi har stadig brug for kraftværkerne til at producere el og varme. Dels for at producere den ønskede mængde energi, og dels for at kunne levere energien, når vores kunder ønsker det - også selv om det ikke blæser, eksempelvis. Derfor investerer vi også i udviklingen af endnu mere effektiv kraftværksteknologi.

Balance mellem produktion og forbrug

Vindmøller leverer udelukkende strøm, når vinden blæser. Derfor svinger produktionen ofte. Samtidig er det endnu ikke teknisk muligt på effektiv vis at lagre vindmøllestrømmen. Det står i modsætning til fossile brændsler, der kan gemmes, til der er behov for energien.

For at sikre balancen mellem produktionen og forbruget af strøm, skal vi hurtigt kunne skifte mellem høj og lav produktion på vores kraftværker. Vi skal også kunne køre så langt op og ned i produktion som muligt. Hvis det blæser kraftigt, og der produceres meget vindmøllestrøm, skruer vi tilsvarende ned for produktionen af strøm på kraftværkerne. Modsat skal kraftværksproduktionen sættes op, hvis vejret slår om, og mængden af vindenergi går ned.

Fleksible kraftværker

Vores kraftværker er imidlertid ikke født med denne fleksibilitet. Mange af DONG Energy’s kraftværker blev opført, før vindkraften slog igennem, og de er bygget til at køre med en konstant produktion.

I DONG Energy har vi løbende ombygget kraftværkerne. Vi har optimeret deres lasteevne og reguleringsevne og udviklet nye styringskoncepter. Vi er i dag blandt de førende i verden, når det gælder styringskoncepter, der kan regulere produktionen på kraftværker for at kompensere for henholdsvis en manglende eller stor vindproduktion. Vi fortsætter med at udvikle de eksisterende koncepter – og med at udvikle nye, som effektiviserer samspillet med vindkraften.