Tjek indstillingerne
Det er vigtigt, at fyrets varmestyring er indstillet korrekt – for ellers kan du risikere, at der ikke bliver varmt nok eller at bruge for meget gas. Hvis fyret har været slukket henover sommeren, vil det ofte genstarte med fabriksindstillingerne – og ikke de indstillinger, du selv havde indkodet for at få fyret til at passe til dine behov. Så må du have manualen frem og indtaste indstillingerne igen. Hold øje med fyret i de kommende dage – måske skal det finjusteres, når det er kommet i gang. Skriv indstillingerne ned, så har du dem ved hånden, når du skal genstarte næste år.
Tjek vandtrykket
Tjek manualen for at se, hvor højt trykket skal være på dit anlæg. Hvis trykket er for
lavt, eller viseren på fyrets manometer står under det røde mærke, skal du fylde
vand på fyret. Når du fylder vand på, skal du sørge for, at der ikke kommer luft i varmeanlægget. Du skal først sørge for at tømme slangen for luft. Det kan du ved at fylde den med vand, inden den spændes helt fast på påfyldningsventilen. Når luften er ude, spænder du til, så slangen er tæt. Fyld nu langsomt vand på, indtil manometeret viser det rigtige tryk. Bliver det for højt, kan der komme vand ud af sikkerhedsventilen. I så fald skal du presse på ventilen, indtil trykket falder til det rigtige niveau.
Tjek friskluftsåbningen
Hvis dit fyr er af ældre dato, har det sandsynligvis ’åben forbrænding’ – og så er det vigtigt, at der er frisk luft i rummet til forbrændingsprocessen. Friskluftsåbningerne må derfor aldrig blokeres eller bruges som aftræk for tørretumblere og lignende. Så kan fyret suge luft ud af rummet, og det øger risikoen for dårlig forbrænding med udvikling af giftig kulilte til følge. Mange skorstene og aftræk har en inspektionslem. Her kan du kontrollere, om røgvejene er frie og rene. Vær opmærksom på, at vind og vejr kan gnave risten på toppen af aftrækket itu – hvis den er meget slidt, er det en god idé at få en fagmand til at skifte den.
Tjek gashanerne
Anlægget har to gashaner – en på ydermuren og en indvendig, der sidder dér, hvor gasrørene er ført ind i huset. Begge haner skal være frie og let tilgængelige – for man skal kunne komme hurtigt til dem, hvis der sker et uheld.
Tjek radiatorerne
Mange termostater skal motioneres inden sæsonen begynder. De små stifter har det nemlig med at sætte sig fast. Skru selve termostathætten af og tjek, om den lille metalstift bevæger sig ubesværet. Hvis stiften sidder fast, kan du prøve at lirke forsigtigt i den, men det bedste er at få fat i en fagmand – for hvis du er for hårdhændet, risikerer du, at pakningen bliver utæt og skal skiftes.