Hvad må du selv gøre?

Det er sikkert og miljøvenligt at anvende naturgas, men der er nogle få huskeregler, som vi vil råde dig til at følge.

  • Visse typer naturgasinstallationer skal stå i et rum med konstant udluftning. Hvis du vil vide, om dette gælder for dit naturgasfyr, kan du rette henvendelse til Teknisk kundecenter. Sørg for, at åbninger ud til den friske luft aldrig er spærrede eller tilstoppede.
  • Vær opmærksom på lugt og fugt i rummet, hvor dit fyr er installeret. Lugt og fugt kan være tegn på dårligt fungerende aftræk eller dårlig forbrænding.
  • Sørg for at vedligeholde dine naturgasinstallationer. Tegn for eksempel en serviceaftale på dit fyr, så det altid er rigtigt indstillet og eventuelle fejl opdages hurtigt. Mangelfuld service kan i værste fald medføre et øget gasforbrug.
  • For visse typer naturgasinstallationer er der lovkrav om service med faste intervaller. Hvis du vil vide, om dette gælder for dit naturgasfyr, kan du rette henvendelse til Teknisk kundecenter.
  • Naturgasfyr må aldrig monteres på samme skorsten som brændeovnen. På den måde undgår du, at mekanikken i fyret påvirkes af brænderøgen, og du risikerer heller ikke, at der ved en fejl ledes gas over i brændeovnen.
  • Udmundingen af et vandret balanceret aftræk må aldrig placeres i en overdækket terrasse, udestue, carport eller andre steder, hvor det er til gene for mennesker, fysiske omgivelser eller naturgasfyrets funktion.
  • Undersøg, hvordan du lukker for gassen. Få eventuelt din VVS-installatør til at vise dig det.
  • Check altid, hvor stikledningen er placeret, når du skal i gang med større gravearbejder.
  • Indhent ledningsoplysningerne hos dit naturgasselskab, når du planlægger bygningsændringer ved eller omkring stikledning, målerskab, gaskedel og installationer.
  • Det er ikke tilladt selv at udføre reparationer på naturgasinstallationerne. Tilkald i stedet din VVS-installatør.
  • Løb listen igennem med jævne mellemrum. Som ejer eller bruger har du ansvaret for at installationerne er sikre.