Nye tider efter energifusionen - nyhedsbrev januar 2007

Først og fremmest ønsker afdelingen for biomasseindkøb ved DONG Energy godt nytår til alle halmleverandører og producenter.

Året 2006 har på vores side været hektisk og har især båret præg af to begivenheder.
Naturligvis er den store fusion, hvor seks energiselskaber blev samlet under DONG Energy, den store begivenhed som har forårsaget ændringer overalt i koncernen, hvor vi må indstille os på diverse standardiseringer. Fusionen medfører kun små ændringer vedrørende halm, og dette drejer sig om navneændringer, ændrede formuleringer m.v.
Den anden store begivenhed gælder proceduren for halmindkøb. Sammen med Dansk Landbrug har DONG Energy indgået en aftale om fremtidig handel med halm; det såkaldte Code of Conduct. Det er denne aftale, som giver de største ændringer mellem halmleverandørerne og DONG Energy. Grundtanken med aftalen er, at der under ingen omstændigheder må udføres forhandlinger mellem leverandører og halmindkøbere, men at indkøbene skal foregå udelukkende pr. licitation.

Begge begivenheder vil givetvis også betyde ændringer for halmleverandørerne både øst og vest for Storebælt. Dette mærkes allerede, men den samlede indfasning er stadig i gang, og denne skrivelse er en del af tilpasningen til tiden efter både fusionen og indgåelsen af den nye indkøbsaftale, Code of Conduct.

Ifølge Code of Conduct skal vi på begge sider af Storebælt foretage en ind-fasning af aftalen, således at eksisterende kontrakter skal opsiges til ophør i henhold til de enkelte kontrakter. Herefter skal vores fremtidige behov udbydes i henhold til Code of Conduct.

Kontrakter med allerede fastsat løbetid til udløb efter 1. august 2008 vil opsiges til ophør tidligst muligt i henhold til den enkelte kontrakt.

Biokedelstop på Enstedværket
For endelig færdiggørelse af projektet med udskiftning af halmkedlens vibrationsrist har det vist sig nødvendigt, at foretage udskiftning af nogle forbindelsesrør til risten. Dette arbejde, som vil vare ca. 10 dage, planlægges udført umiddelbart efter at Enstedværkets kulfyrede blok er startet op og i stabil drift, forventelig primo februar 2007.
Det præcise tidspunkt for biokedelstoppet vil blive oplyst på hjemmesiden, www.dongenergybio.dk, så snart det kendes.

Nyhedsbreve Endelig anbefaler DONG Energy, at gamle såvel som nye halmleverandører tilmelder sig vores gratis nyhedsmails fra Biomasseafdelingens hjemmeside. Dette gøres på www.dongenergybio.dk, med et klik på ’Nyhedsopdatering’. Abonnementer hér sikrer sig f.eks. oplysninger vedrørende nye licitationer m.v. øjeblikkelig ved offentliggørelse, ligesom de automatisk modtager nye indbydelser til licitationer ved udskrivelserne af disse. Halmleverandører som har aktive halmleveringskontrakter vil naturligvis stadig modtage licitationsmateriale med posten, når dette er relevant.

Med venlig hilsen
Jacob Lindhardt Palm
Biomasseindkøber
DONG Energy Generation A/S